I forbindelse med vores projekt om diabetes mellitus har vi interviewet en pædagog omkring hendes arbejde med udviklingshæmmede.
Vi har undersøgt, hvordan hun arbejder med indlæring hos borgeren.
Der er indhentet samtykke til dette interview.
Hvad
er din alder?
28 år.
Hvilken uddannelse har du?
Pædagog.
Hvor lang tid har du været inden for faget?
Uddannet i 3 år og arbejdet indenfor faget i 4 år.
Hvilke borgere arbejder du med?
Borgere der er udviklingshæmmet, nogle er mellem 3 måneder til 6 år i
udvikling. Nogle andre kan være mellem 4-10 år i udvikling. Deres rigtige alder ligger mellem 18-75 år. Nogle har oveni deres
psykiske handicap, besvær med at klare sig i hverdagen, de truer og er meget udadreagerende. Nogle af borgerne ved ikke, hvad de gør, de kan ikke se konsekvensen
af deres handlinger, de er fx ikke klar over, at de har diabetes og konsekvenserne heraf. På bostedet arbejder de med, at borgeren skal have et liv, der ligger så tæt på det normale som muligt. Men udfordringerne i det kan være, at man ikke kan forhindre dem i noget. Pædagogerne kan kun råde og
vejlede. Borgerne er meget lyst- og jeg-styret og har ret til selvbestemmelse.
Hvilke metoder anvender i til indlæringen af borgeren?
Pædagogernes arbejdsmetode er meget
relationistisk, da det er vigtigt at opbygge en relation med
borgeren, for at de kan indlære dem.
De er i teams, som består af tre huse, hvor de i alt 50 borgere er delt ud på. Dette giver en udfordring, da pædagogerne kommer ind til mange forskellige borgere.
Pædagogerne har fokusområder, hvor de arbejder ud fra en pædagogisk plan,
hvor de sætter nogle mål for, hvordan borgeren skal udvikle sig inden for en fastsat tidsramme. Det er forskelligt fra dag til dag, hvordan pædagogerne kan arbejde med borgerne, netop pga de forskellige diagnoser som borgerne har. Nogle dage kan pædagogerne skubbe borgerne lidt i den rigtige retning, mens de andre dage risikerer at få en knytnæve i hovedet. Derfor er det vigtigt, at personalet kender borgeren godt.
Pædagogerne arbejder udfra anerkendende pædagogik, hvor de bl.a. benytter sig af Stern, Nuzo (Nærmest Udviklings Zone).
Eks: En borger kan være på en streng kostplan i 2 uger. Når de så kommer hjem på weekend, har de ofte taget nogle kilo på, når de kommer tilbage på bostedet. Dette giver personalet store udfordringer, da det er svært at få borgeren til at forstå, at borgeren igen skal tilbage på kostplan. Dette vil med tiden fjerne deres
livskvalitet, da mad har en stor betydning for borgerne. Livskvalitet er meget vigtigt for den udviklingshæmmede. I stedet for at have et langt og styret liv, er det vigtigere for borgeren at have et liv med medinddragelse, som nødvendigvis ikke betyder at leve efter en kostplan.
Nogle borgere har ikke mæthedsfornemmelse, og de kan derfor tømme et helt køleskab uden et have en fornemmelse af, hvilke konsekvenser det kan have for deres helbred.
Hvilke redskaber anvender I til indlæringen af borgeren?
Det er meget individuelt hvordan, borgerne lærer, og hvordan de
tager læringen til sig.
Der er lavet en ugeplan til hver borger, hvor alle aktiviteter og rutiner står, som er skrevet ned i mindste detalje, da der er begrænset tid til overlevering pædagogerne imellem.
Der laves samværsbeskrivelse, hvor alt omkring borgerens diagnose står, hvad de kan lide og ikke kan lide. Denne laves for at personalet kan få noget information omkring borgeren.
Der blev givet et eksempel med en spastisk kvinde, som kun talte i vokaler ligesom et lille barn, der lige har lært at tale. Hun kunne ikke sige en hel sætning, men efter 4 år hvor pædagogerne læste og sang med hende hver dag, lærte hun til sidst at sige korte sætninger.
Der blev givet et eksempel med en spastisk kvinde, som kun talte i vokaler ligesom et lille barn, der lige har lært at tale. Hun kunne ikke sige en hel sætning, men efter 4 år hvor pædagogerne læste og sang med hende hver dag, lærte hun til sidst at sige korte sætninger.
Hvilke udforinger kan der være i forhold til indlæring med mentalt retarderede
borgere?
Man ved aldrig 100% hvor man har borgeren, da de kan have humørsvingninger. Borgerne holder på sig selv, indtil de bliver trygge ved pædagogen. Når de er trygge ved en af pædagogerne, kan de finde på at have en udadreagerende adfærd.
Det er svært at arbejde med den type borgere i det danske sundhedssystem, da der er ikke bliver vist forståelse for denne gruppe borgere, fordi kommunikationen mellem faggrupperne ikke altid er optimal. Dette gør, at der går oplysninger tabt omkring denne gruppe borgere.
Den ældre gruppe af disse borgere er vokset op i en tid, hvor det var normalt at "gemme" dem væk fra offentligheden pga. skam og uvidenhed. Dette har været med til at besværliggøre udviklingen for borgeren, da de ikke har fået den rigtige støtte og hjælp fra start af.
Hvordan definerer du begrebet livskvalitet for de mentalt retarderede, og hvad er vigtigt for dem?
Det er svært at arbejde med den type borgere i det danske sundhedssystem, da der er ikke bliver vist forståelse for denne gruppe borgere, fordi kommunikationen mellem faggrupperne ikke altid er optimal. Dette gør, at der går oplysninger tabt omkring denne gruppe borgere.
Den ældre gruppe af disse borgere er vokset op i en tid, hvor det var normalt at "gemme" dem væk fra offentligheden pga. skam og uvidenhed. Dette har været med til at besværliggøre udviklingen for borgeren, da de ikke har fået den rigtige støtte og hjælp fra start af.
Hvordan definerer du begrebet livskvalitet for de mentalt retarderede, og hvad er vigtigt for dem?
Det er svært at definere hvad et godt liv er for den enkelte borger, da det er forskelligt, hvad det er, der giver dem livsglæde og livskvalitet. Livskvalitet for borgeren er ikke at leve efter en stram kostplan, hvis de er overvægtige, da mange ser frem til at få et stykke kage til eftermiddagskaffen. Pædagogerne skal have fortalt borgeren konsekvenserne, hvis borgeren vælger at spise flødekagen, selv om det ikke er godt for dem, men de må ikke nægte borgeren at spise kagen. Personalet skal altså give borgerne et liv, som ligger så tæt op ad det "normale" som muligt.
Det er meget forskelligt, hvad der giver borgeren livskvalitet, og de skal have lov til at gøre det, som gør dem glade. Når de er glade, er de mindre udadreagerende og nemmere at arbejde med.
F.eks. når de laver mad på bostedet, så kan det være duften af maden, som gør borgerne glade, da mange af borgerne kun har sanseindtryk tilbage. Maden er tit det, der giver borgeren livskvalitet, da de ofte tænker meget på mad. De vælger selv, hvad de skal have at spise nogle dage om ugen.
Livskvalitet vægtes højere end den rigtige kost og træning, i nogle tilfælde også ved diabetikere, da der findes mange ting i dag, der gør, at diabetikere kan leve næsten som os andre.
Det er meget forskelligt, hvad der giver borgeren livskvalitet, og de skal have lov til at gøre det, som gør dem glade. Når de er glade, er de mindre udadreagerende og nemmere at arbejde med.
F.eks. når de laver mad på bostedet, så kan det være duften af maden, som gør borgerne glade, da mange af borgerne kun har sanseindtryk tilbage. Maden er tit det, der giver borgeren livskvalitet, da de ofte tænker meget på mad. De vælger selv, hvad de skal have at spise nogle dage om ugen.
Livskvalitet vægtes højere end den rigtige kost og træning, i nogle tilfælde også ved diabetikere, da der findes mange ting i dag, der gør, at diabetikere kan leve næsten som os andre.
Tit vender pædagogen situationen mod sig selv, og tænker om hun
ville leve et liv uden livskvalitet.
Hvad gør du for at samarbejdet med den mentalt retarderede skal fungere godt?
Man skal som pædagog give borgeren tid og ro. Nogle borgere virker umiddelbart oplagt til at udføre opgaven, men der kan efter tre timer komme en reaktion. Der skal meget
forberedelse til for personalet, de skal hele tiden være 10-20 skridt foran med alt.
Hvor lang tid tager det ca. at lære de mentalt retarderede nye færdigheder?
Det er meget forskelligt, alt efter hvor gamle borgerne er i den mentale udvikling. Borgernes udvikling sker i små musseskridt.
Hvordan reagerer borgerne med diabetes?
Borgerne med diabetes magter ikke sygdommen. De forstår ikke, at de har sygdommen. Alt insulin bliver givet af personalet.
De laver individuel kost og specialkost, så det
bliver tilpasset borgeren med diabetes, som både kan være overvægtige og undervægtige. De arbejder
med, at maden skal se ens ud på tallerken, da borgerne går meget op i
dette. Jo lavere udviklingstrin (f.eks. 3 mdr.) de er på, jo nemmere er det at
hjælpe dem med maden.
På bostedet laver de alt maden selv, og borgerne er med til at lave
mad og handle ind.
Borgerne med diabetes lytter ikke til, hvad der bliver sagt fra
personalet. Der kan f.eks. blive sagt, at de ikke må få sukker, men kun light produkter, og så kan de sige 5 minutter senere, at de vil have en is.
Hvilket tværfagligt samarbejde har pædagogerne på bostedet?
Sygeplejerske (2 på bostedet), diætist.
Sygeplejerske (2 på bostedet), diætist.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar